Det knuste hjerte

Det er snart et år siden…

Det sværeste år i hele mit liv. Og smerten knuger mig. Jeg har aldrig i mit liv følt så stor sorg. Hvis bare jeg kunne få den ud. Få smerten skreget ud. få den til at gå væk.

Mit hjerte er knust. det føles knust. Som om nogen har hevet det ud og hakket det i stykker.

Det første år er sikkert det værste… Sidste år var jo helt anderledes. Der var vi stadig sammen. Og vi lagde planer. Vi havde en fremtid sammen. Vi skulle blive gamle sammen. vi havde vores familie sammen.

Jeg kan stadig ikke tale om det. Det er for svært. Jeg bryder sammen hver gang det nærmer sig dette punkt. Klumpen der vokser, det trykker for ørerne og jeg må kæmpe for ikke at hulke og skrige på samme tid. Hvorfor?? Dette kæmpe store rungende HVORFOR… Hvordan gik det så galt??

Jeg er knust. Så gennemført knust.

Og det har ændret mig. Mærket mig. Følelsesmæssigt sidder jeg vuggende i fosterstilling. Beskytter mig selv fra selv de mest velmenende knus og varme hænder. Jeg må holde sammen på mig selv.Bide tænderne sammen og kæmpe.

Jeg frygter sårbarheden. for jeg er dybt såret og blødende. aldrig mere. Aldrig aldrig mere. for aldrig mere vil jeg miste. Aldrig mere ønsker jeg at se mine børns hjerter blive knuste. Aldrig mere ønsker jeg at føle denne sorg.

Jeg stoler ikke på forelskelsen. Stoler ikke på kærligheden. Stoler ikke på …

Og pludselig forstår jeg min mor. forstår hendes ensomhed og at hun elskede min far, men ikke kunne leve med ham og at den kærlighed også knuste hende. Hun genvandt heller ikke troen. Og selv den dag i dag kan smerten, selvom den går mere end 25 år tilbage, få tårer frem i hendes øjne. Jeg genkender de spændte kæber og det iltre blik. vreden. Hun bekæmper sorgen med vreden. Ryster følelsen tilbage og erstatter den med energigivende vrede.

Jeg prøver at fylde mit liv med gode oplevelser og mennesker. fylde huset med liv. Komme ud. Gøre noget godt for andre. På en eller anden måde savner jeg at være noget for en anden. Nu er jeg noget mindre – men dog stadigvæk noget for nogle.

Lige om lidt er der gået et år. Han er forsvundet fra mit liv. Pist borte.

Hvor gør det ondt at miste. Hvor gør det ondt at elske.

Sorg

Sorgen kan virke lammende. Som en art mavepuster. Og sorg er sådan en gribende følelse af sørgmodighed. Over at miste og at forlade.

Pladsen til sorgen har jeg ikke haft voldsomt af. Ofte har fokus været på hans sorg og hvis min sorg fyldte, blev det tolket som fortrydelse og svag var jeg en stund. For hvem vil ikke gerne slippe for at føle sorg?
Men sorgen vendte retur. Det mistede vil aldrig komme igen. For evigt tabt. Dødt. Borte. Jeg har kæmpet for at bevare det. Og alligevel slog det ikke til. Jeg forlod det i sidste ende. Jeg føler ikke at han gav mig andet valg.

Skyldfølelse. Hvis jeg nu bare… Hvis jeg nu havde sagt…  Men i det lille bakspejl var det måske blot et spørgsmål om tid.

Historie. Så mange historier. Så mange oplevelser. Og sorgen over ikke at kunne sige “husker du dengang… ”

At fortabe sig i sorgen er et liv på pause. Jeg gør det i momenter. Svælger i den. Mærker den og så bliver det næsten ubærligt. Så starter jeg play og fortsætter med lidt liv. Søger efter glæde og luft med sorgen i lommen. Konstant ved mig. Men for en stund gemt væk.

Ingen kan se på solen hele tiden uden at blive blind.

Weekly news

Rundtosset. Det må være det kendetegnende ord for den forgangne uge.
Mine tanker har spundet rundt omkring og tanker og dialoger om en anden form for fremtid har været drøftet.
Jeg kan dog ikke. Den sorg jeg bærer over mit tab, kan ikke stilles ved den udsigt. Et eller andet sted står det mig klart at jeg er udmattet og for udmagret følelsesmæssigt til at kæmpe for noget der i mine øjne er en degradering.

Det giver mig ro. Jeg har drøftet og vendt mine tanker med nogle få. Og gør det endnu. Jeg er stadig sårbar og dog knap så hudløs. Jeg lukker hullet og gror arvæv efter det brud, der ambivalent føles som en både langstrakt og pludselig amputation.

Bitterheden bliver oftere nu end før erstattet af magtesløshed. Jeg kan ikke ændre det skete. Jeg kan ikke lindre hans smerte. Jeg må fokusere på min egen sorg.

Han har ytret ønske om at kontakten mellem os bliver lukket. Blokeres. For at sætte fri.
Min fornuft forstår. Mit hjerte forstår. Jeg forstår dog ikke at jeg skal udføre det. Blokere og kappe line.
Og det giver knuder. Børnene!
Og den forbandede bekymring jeg til trods stadig nærer. Jeg hader uvisheden om det nu går godt. Men her må jeg give slip.

Jeg finder styrke andet steds. Fra uventede kanter og i uventet form. Det samler mig langsomt. Nok er jeg i knæ men jeg møder udstrakte hænder og jeg vil rejse mig igen.

Positiv listen

Økonomi
Projekt i fremgang
En uventet hånd i ryggen

In your face

Så ramte det mig – igen! Omend styrken synes større. In My face – in my heart.

For satan hvor jeg savner! Ham, mit gamle liv, kærligheden. Det knuger mit hjerte helt sammen i kramper og det føles som om jeg ikke kan trække vejret.
Jeg er gennemsyret ked af det.

Midt i min smerte dukker det evigt råbende ekko op. Hvorfor? Hvorfor er jeg havnet her? Som at vågne forvirret op efter koma og tænke “hvad skete der?”

Jeg krøller mig selv sammen i foster stilling  

Bdsm? Hvor?

Ja ret beset er dette jo en blog med bdsm som omdrejningspunktet.
Det emmer jo ikke just af hede bdsm historier pt.

Kommer det retur? Min slavinde side er langt væk. Overgivelsen blev byttet ud med overblikket og stormene i forholdet betød også tillidsbrud og så skrumper den del af mig ind.

Jeg ved hun er derinde. Hun er en del af mig og hun vil nok komme frem under rette betingelser selvom det bliver sværere og sværere at tillade den unikke form for sårbarhed at blomstre.

Jeg længes dog lidt efter tilstanden men tænker at det bare er et dybere ønske om at trykke pause og komme lidt på afstand samt et behov for at føle  at der er en der tager vare på mig – omend det blot er for en stund.

Jeg ved også at det ikke er tiden nu. Jeg må og skal fokusere på at sætte rammer og indhold i det ændrede liv.

Men det gør lidt nas at tænke tilbage på de mange bdsm stunder.

Fredags fnidder

Første dag –

Alene hjemme som i ingen gæster om aftenen hvilket har betydet pizza og junk og 2 tøsefilm.

Hvor jeg rent faktisk slet ikke har hørt fra ham. Ingen SMS, opkald eller drop-by. Lidt mærkeligt og ambivalent for jeg tænker alligevel på om han er ok. Men det er sådan, det skal være.

Bitterheden? Under overfladen rumler den. Men den støjer mindre end før. Det er som om mit system nu er indrettet på at dette er mit liv nu og det nytter ikke at hænge i alt det som kunne have været.

Han sagde dog noget den anden dag som støjer i mit hoved. Et billede af og på ham fra hans fortid som skræmmer mig. Et billede jeg tager afstand fra og som giver mig en følelse af at jeg egentlig ikke kendte ham så godt alligevel. Tanken om at han har opretholdt en facade i vores forhold, en uvant tilstand, ligger lige i overfladen.

Positiv listen
Weekend, fredag med tilhørende glas rødvin
Mega billigt badeværelsemøbel fra ven, der vil hjælpe med opsætning
Chokolade
Lidt rengøring og tomme vasketøjskurve.

To ok dage

Så døde feriedagene og tilbage på arbejde. Ungerne er taget hen til deres far.
Med andre ord – jeg er alene. Eller…
Onsdag kom nær veninde og blev natten over. Det var rigtig hyggeligt og som altid med hende er der bare en stille form for samvær og hygge. Selvfølgelig masser af snak men også de der ubetalelige zen-agtige pauser.
Onsdag fik jeg masser af hygge i min stue. Købte blomster og græskar og nussede og hold da op hvor det bare gør noget ved mit velvære. Det må jeg huske fremover! Blomster 💐
I går var en lidt skelsættende dag.
Jeg var hård og måtte tydeliggøre at bogen er lukket. Ingen falske forhåbninger. Det gør nas. Som brud i bruddet. Men jeg er nødt til det for ellers hænger han fast og det duer ikke. Der bliver heller ikke rigtig plads til mig og min sorg, for han og hans sorg fylder enormt.
Jeg er stadig ked af det. Vildt. Men afklaret. Det duede jo bare ikke.

Så må fremtiden og omstændighederne vise hvor han og jeg så ender

Positiv listen
Veninde besøg
Lamme steaks
Hygge
Opbygning af bad step one
Vægttab

Dag 23

23 dage siden. Det er noget uvirkeligt. Det føles som om det både er længere tid siden og at det skete i går.
Tid tid tid! Tid skal der til.
Tid til at rejse sig igen, tid til at ømme sig og tid til bare at være.
23 dage hvor alt er vendt rundt. Græsset slået 3 gange. Bladene er gulnede og mørket sænker sig tidligere og tidligere.

Jeg frygter lidt den kommende uge. Pga ferien er ungerne væk en hel uge. Så falder min struktur væk og jeg har kun mig selv at tage vare på. Omvendt trænger jeg lidt til at kaste facader og krav af mig.

Bitterheden har egentlig været lidt fraværende i dag. Dagen startede lidt melankolsk men dagens gøremål gjorde sit.

Positive ting

Nyt tv
Ting til badeværelse
Datter på hest
Aftensmad lykkedes
Har tabt mig
Fået lidt tøj

Todays New

Energi forladt! En rammende beskrivelse af dagen hvor det dog trods alt har været ferie tid og badeland og lidt tøjvask. Ikke lige noget badeværelse i dag.
Jeg er noget nede og må mentalt huske mig selv på at selv små skridt er dog fremad og jeg skal nok nå i land med projekterne. At geare ned for forventninger om at jeg kan det samme ene som dengang der var to.

Jeg fik et opkald fra ham i dag som kostede tårer. Min ven med kasket var her dog og første gang han nogensinde har set mig græde. Det var åbenbart ikke så rart for ham, fortalte han senere. Jeg er så god til at være stærk når andre er der, men nogle gange magter jeg ikke at holde min selvkontrol. Specielt ikke på energi lave dage.

Dagens positive ting!

God snak med en anden ven. Et lille spark bagi om at lande og så et kæmpe kompliment.
Selvom jeg ikke helt er så super god til komplimenter, så lysnede det lidt på den grå himmel.

Jeg tror jeg bliver bedre og bedre til at genkende mine følelser og hvilke reaktioner de afføder. Jeg giver mig mere tid til at føle dem. Bare dvæle lidt ved alt det smertefulde og lade det fylde for en stund. Det kommer i tidevandsbølger. Sorgen og smerten.
Men jeg vil ikke blive handlingslammet. Jeg må dog sænke barren for hvor høje forventninger jeg har til min egen formåen.

Jeg kan krydse endnu en dag af i min kalender.

Brudte løfter

Det går ganske godt med at holde de gode løfter – not!

Jeg har ikke fået skrevet og jeg formår ikke altid at holde fokus på de gode ting.

Ret beset føles det indvendigt som panik. Jeg er helt og aldeles målløs. Aner ikke hvor jeg er på vej hen og hvad jeg skal stile imod.
Resultatet er at jeg har søsat flere projekter i hjemmet.

Jeg gør mit bedste for at navigere rundt i alt det her skilsmisse kaos. Kors hvor jeg savner! Min ven, ægtemand! Men jeg tør ikke trods ordene fra hans mund. Jeg tør ikke længere tro på ham. Og i mine mørke øjeblikke frygter jeg at det bliver kronisk. At frygten, mistillid og angsten for at hengive sig aldrig forsvinder.

Jeg skammer mig også. En noget uvant følelse men jeg undgår situationer hvor folk velmenende spørger ind til mig, mens deres øjne udstråler medlidenhed. Jeg føler mig ynkelig! Stemplet som en kvinde der ikke duer til det der med mænd og parforhold. Hende der endnu engang udsætter hendes børn for brud.

Og jeg føler en mærkelig form for bitterhed mod ham. Hvorfor fuckede han det op? Kunne det ikke bare være godt nok? Kunne jeg ikke bare godt få lov til at være lidt glad uden at der kom malurt?

Dagens positive ting er
Jeg har været sammen med pap sønnen! Så dejligt at se ham og så hårdt også!
Del projekt 1 er færdig – nedbrydning.
Vejret var flot. Maden var gratis. Sofa tid med ungerne (men hvor jeg frygteligt manglede at ligge op ad ham og mærke hans hånd nusse mig)

Og helt fysisk ville jeg så gerne kunne krybe lidt ind til en, føle mig en anelse beskyttet og bare mærke en hånd gennem mit hår.

Skilsmisser stinker!